Børnepsykolog Maryam Testmann kender det fra sit eget liv. 

Den ærgrelse, der kan ramme én, når man nysgerrigt spørger ind til sit barn efter at have tilbragt dagen hver for sig, og barnet affejer spørgsmålet.

I 18 år har hun arbejdet som psykolog og gang på gang erfaret, at forældre henvender sig, fordi deres børn har svært ved at åbne op, og kommunikationen mellem dem er »gået i stå«. 

Hun er selv mor til en pige på 15 år og en dreng på 12 år og har gennem tiden lært, hvordan man bedst får sine børn i tale og hjælper dem med at sætte ord på deres oplevelser. 

Ifølge Maryam Testmann vil de fleste børn gerne fortælle om, hvordan de har det, og hvad de har oplevet i løbet af dagen. 

Men som forældre kan vi komme til at initiere samtalen på de forkerte tidspunkter og med spørgsmål, som barnet ikke evner at svare på.

Selvom det kan være naturligt at spørge ind til barnets dag i skole eller institution, så snart de er trådt ind ad døren og har lagt skoletasken fra sig, er det næppe dér, man får de bedste svar, forklarer Maryam Testmann.

Faktisk kan det være en fordel at vente til sidst på dagen ved sengetid.

»Når man henter et barn uanset dets alder, så kan man forvente, at de er trætte, og ikke særlig snakkelystne. De har brug for ro til at falde ned derhjemme,« siger hun.

Nu fortæller hun, hvordan du med enkle spørgsmål bedst kommer i gang med hverdagssamtaler med dine børn ud fra deres alder. 

Mindre børn i børnehavealderen tænker konkret og er optaget af nuet. Når de leger i sandkassen, er dét det eneste, de tænker på, og når de kigger i bøger, er dét deres eneste fokus.

Derfor kan det være vanskeligt for dem at forholde sig til abstrakte spørgsmål. 

I stedet for at spørge; hvad har du lavet i børnehaven i dag?, kan man spørge mere specifikt; hvem har du leget med i dag?, fortæller Maryam Testmann.

»På den måde aktiverer vi barnets hjerne og retter hjernens fokus til at tænke på konkrete hændelser, så kan de bedre huske og fortælle.«

Maryam Testmann foreslår, at man bruger ti minutter inden puttetid til at tale med barnet om dets dag. Det kan nemlig være en bedre strategi, end når de lige er blevet hentet. 

»Puttesituationerne skal man værne om. Det er der, hvor tankerne begynder at bundfælde sig, og nervesystemet falder til ro. Der bliver deres hukommelse fra dagen aktiveret,« siger hun. 

Børn i indskolingen og i mellemtrinet tænker fortsat relativt konkret, men har med deres alder fået et bedre sprog for deres oplevelser.

Det er fortsat en fordel at stille konkrete spørgsmål, når man vil have en samtale i gang med sit barn i den alder. 

For eksempel kan man få mere ud af at spørge; hvordan var dansktimen i dag?, end hvis man spørger; hvordan var skolen i dag?

For de fleste børn er det forældrene, de er allermest trygge ved. Derfor er samtalen en måde for barnet at øve sig i at sætte ord på deres følelser og oplevelser, hvor de samtidig kan få hjælp og støtte.

»Det er vigtigt at spørge neutralt og omsorgsfuldt, så barnet får en oplevelse af, at de kan tale med deres forældre uden at blive dømt,« siger Maryam Testmann.

Overgangen fra barn til teenager er en stor omvæltning, og i den proces vil teenageren begynde at blive mere selvstændig og tage afstand fra forældrene.

Nogle vil tilbringe mange timer på deres værelse, og andre vil bruge mere tid med deres venner uden for hjemmet. 

Som forældre kan du måske nikke genkendende til, at kommunikationen med din teenager kan være svær. 

»Med teenagere skal man vide generelt, at de ikke siger særlig meget. De bliver ofte mere tavse, når de kommer i den alder. De lukker sig mere ind i deres egen verden, og de bruger i højere grad deres kammerater til at tale om deres indre liv,« fortæller Maryam Testmann.

Derfor skal man som forældre øve sig i at give sin teenager plads. 

Man kan sagtens stille abstrakte spørgsmål, men man skal også respektere, hvis de ikke har overskud til samtalen.

I den situation skal man som forældre lade »en dør stå åben« og gøre det klart, at de kan komme til en, hvis de får behov for at tale.

Med teenagere har Maryam Testmann erfaret, at det ikke nytter noget at komme med gode råd som det første i samtalen.

Faktisk kan det være med til at skabe afstand.

»I bund og grund kommer vi ikke særlig langt med vores holdninger til vores teenager. De har allerede dannet deres egne meninger, så vi skal passe på, at vi ikke irriterer dem for meget, for så tager de mere afstand.«

Det er en typisk fejl, at man som forældre kommer til at moralisere over den oplevelse, som barnet fortæller om, forklarer Maryam Testmann. 

»Vi kan komme til at sige, at barnet kunne have gjort det ene eller det andet anderledes, og det fortæller faktisk barnet, at det har fejlet og ikke gjort det rigtige,« siger hun. 

I stedet handler det om at lytte aktivt og spørge nysgerrigt ind til ens teenager. 

»Som forældre skal vi nærme os på en ligeværdig måde i forhold til teenageren og respektere, hvor meget de vil dele af deres indre liv.«

Tit og ofte er det i bilen, eller hvis man sammen går en tur, at de bedste samtaler kan opstå, fortæller Maryam Testmann. Væk fra telefonen, fjernsynet og andre distraheringer. 

»Det gælder både skolebørn og især teenagere.«